
Fællesskab på tværs af Europa
Syddansk Universitet var i begyndelsen af ugen vært for EPICUR Forum 2025 om bæredygtig omstilling.
Den 2.–3. juni dannede SDU i Odense rammen om en international konference, hvor forskere, undervisere og partnere fra hele Europa mødtes for at drøfte, hvordan universiteter i fællesskab kan fremme en bæredygtig samfundsomstilling – som også var årets tema: sustainable transformation .
Forummet, som hvert år arrangeres i regi af EPICUR – den europæiske universitetsalliance, hvor SDU er partner – fungerer som et centralt mødested i alliancens arbejde med at udvikle forsknings- og læringsaktiviteter på tværs af landegrænser, institutioner og fagligheder.
For mange er konferencen en konkret mulighed for at etablere eller videreføre samarbejder med europæiske partnere inden for uddannelse og forskning.
Samarbejde i praksis
Det gælder fx for Steffen Kjær Johansen, lektor på Institut for Teknologi og Innovation på Det Tekniske Fakultet. I 2024 blev EPICUR Forum afholdt på Université de Haute Alsace i Mulhouse.
– Her fik jeg helt konkret et kursussamarbejde op at stå. Det er det fine ved sådan et forum, at man møder mennesker, der er lige så opsatte på at skabe samarbejde på tværs af europæiske universiteter. Forummet er en inkubator for gode ideer til samarbejde, fortæller han.
Som led i kursussamarbejdet deltog Steffen Kjær Johansen i et undervisningsforløb i Mulhouse, hvor studerende fra SDU og Université de Haute-Alsace sammen løste en udfordring stillet af den franske tøjvirksomhed 4F.
De danske studerende designede et eksperiment, mens de franske analyserede målgruppen og udviklede kommunikation og materiale, der hjalp med at forstå fransk arbejdskultur og samarbejdsvilkår.
Forskelle skaber udvikling
Et internationalt samarbejde adskiller sig fra et nationalt ved, at det udfordrer vanetænkning og skærper refleksionen gennem kulturforskelle, forskellige arbejdsgange og behovet for gensidig forståelse på tværs af sprog og praksisser.
– Samarbejde på tværs af landegrænser kræver, at man ser bredere for at få enderne til at mødes, og det er sundt. Man får lejlighed til at tænke en ekstra gang over det, man laver, og hvad man ønsker at få ud af arbejdet, fortæller Steffen Kjær Johansen.
– Forskellene bidrager til den kreative proces. Kulturforskelle og forskellige måder at arbejde på betyder, at egne vaner og præmisser bliver udfordret – og når man ikke deler samme udgangspunkt, kan der opstå nye idéer og løsninger, man ikke ville være kommet frem til alene.
– De studerende lærer at navigere i situationer, der kan opleves som kaotiske. De lærer at rumme mange input på én gang – fra mange forskellige mennesker og fra flere kulturer – og det er netop meningen, at det internationale og interdisciplinære skal understøtte kreativitet og innovation. De studerende opbygger modstandskraft ved at håndtere usikkerheder, misforståelser og forskellige forforståelser – og alligevel få tingene til at lykkes.
Et stærkere europæisk fællesskab
– Internationale samarbejder åbner for nyt udsyn for universiteterne. De starter eller vedligeholder en diskussion om, hvilken rolle universiteterne i Europa skal spille – og det er vigtigt i geopolitisk usikre tider. Vi skal forfølge alt, hvad der kan kitte de europæiske kulturer bedre sammen, og det er netop, hvad vi kan i EPICUR, forklarer Steffen Kjær Johansen.
Hvad håber han så at få ud af årets forum i Odense?
– Jeg har et par kontakter, jeg skal snakke med. Jeg håber, at vi kan gennemføre to projekter, der ligner projektet i Mulhouse sidste år. Jeg håber at finde to andre EPICUR-universiteter, der vil være med, og i de lande finde relevante virksomheder, så to gange 30 studerende kan deltage denne gang.
Vil du vide mere om EPICUR og SDU’s rolle i alliancen?
Se epicur.education/our-alliance og mitsdu.dk/epicur
Læs om konferencen på SDU her: event.sdu.dk/epicurforum .
Har du spørgsmål? Kontakt: [email protected].
Billede øverst:
Konferencen åbnede den 2. juni med en velkomst ved rektor Jens Ringsmose og prorektor Helle Waagepetersen.